Paracelsus 1493-1542
Troede på, at det materielle univers ikke kunne adskilles fra det spirituelle, og at alt i skaberværket var betydningsfuldt. Paracelsus’ vigtigste udgangspunkt var, at al sygdom havde sit udspring i vores adskillelse fra vores grundlæggende spirituelle natur, takket være sindets og sansernes fordærv. At finde det rette middel ville kunne bringe os tilbage i føling med ånden i os, som alene er den sande helbreder. I sin tid var han berømt, ikke så meget for sin filosofi som for sine praktiske og virkelig forbløffede helbredelser.

Samuel Hahnemann 1755-1843
Den tyske læge der grundlagde homøopatien, forstod over hundrede år inden det blev videnskabeligt fastlangt, at resonansprincippet ifølge hvilket energier som vibrerer med en bestemt frekvens og amplitude vækker genklang hos tilsvarende energier i omgivelserne.

Han mente at der fandtes visse grundlæggende sygdoms-vibrationsmønstre, de såkaldte miasmer, der opstår i energifeltet omkring en organisme og påvirker alle dens energier, hvorved de danner sygdomsmønstre i organismens liv og krop. De homøopatiske behandlinger Hahnemann udviklede, genopretter balancen i kroppens subtile energifelter. Hahnemann mente at ubalancer først manifesterer sig på det psykologiske eller følelsesmæssige niveau dvs. på et højere vibrationsniveau end den fysiske krop, og at energi-ubalancer som behandles på dette niveau, ikke manifesterer sig som symptomer på det fysiske plan.

Edward Bach 1886-1936
Bach var den første moderne, holistiske healer, der lærte fra sig om planternes spirituelle og emotionelle helsebringende kraft. Han var stærkt påvirket af Paracelsus og af Hahnemann.

Dr. Edward Bach blev uddannet som læge og bakteriolog i England i 1912. Under studierne bemærkede han, at forskellige mennesker havde forskellig sindsstemning og reaktion på de samme sygdomme. Det forekom ham sært, at de trods disse forskelle alle skulle modtage samme behandling og medicinering, og det fik ham til at tænke, at det ville være mere effektivt, at behandle personen ikke sygdommen.

I 1919 fik han ansættelse som patolog på et homøopatisk hospital, hvor han begyndte at eksperimentere med forskellige stammer af bakterier og siden hen med naturlægemidler, han ville videreføre det homøopatiske princip, og behandle personen og ikke sygdommen. På trods af den kendsgerning, at han ansås for et medicinsk geni af samtiden, var Bach ikke tilfreds. I 1928 opgav han sin praksis i Harley Street i London, og rejste til Wales for at arbejde med lægeurter.

Bach’s følsomhed overfor naturen var af en sådan karakter, at han kunne holde en blomst i sin hånd og instinktivt vide hvilken følelsestilstand den blomst kunne hele. I andre tilfælde kunne han føle sig overvældet af en negativ sindsstemning blot for at finde den positive løsning i opdagelsen af sit næste blomsterremedie. Han lagde mærke til at morgenduggen på planten indeholdt koncentreret helsebringende kraft fra hele plantet. Det var ikke praktisk muligt at udnytte denne til store doser, og derfor udviklede han sin solmetode til forarbejdning og senere sin kogemetode. I 1932 havde han lavet 12 remedier og i 1935 året før sin død, havde han lavet endnu 26 remedier.

Det lykkedes Bach at bringe homøopatien et skridt videre ved udelukkende at anvende ikke-skadelige planter, planter som efter hans overbevisning var guddommeligt berigede med helsebringende kraft ligesom smuk musik, der bringer os nærmere vore sjæle. Dette er arven fra ham; en særdeles dybsindig og dog enkel metode til at komme i kontakt med den helsebringende kilde dybt inde i os selv.